• Mindst 50 meldes kvæstet under flyvetur til New Zealand

    来源: BDK Borsnyt / 11 3月 2024 03:01:06   America/Chicago

    Cirka 50 personer er kommet til skade, og 13 personer er bragt til hospitalet, efter at der opstod en "teknisk hændelse" under en flyvetur fra den australske storby Sydney til Auckland i New Zealand. Det oplyser luftfartsselskabet Latam Airlines i en udtalelse ifølge det australske medie ABC News og New Zealand Herald. De fleste af de kvæstede har fået mindre skader. En kvinde, der var om bord på flyet under turen, har fortalt til New Zealand Herald, at flyet på et tidspunkt pludselig mistede højde. Latam Airlines har ikke forklaret, hvad der skete, og om der var tale om turbulens, som jævnligt får fly til at ryste, når de befinder sig i luften. Det er også uvist, hvordan de ombordværende er kommet til skade. Ved landingen i Auckland blev passagererne og besætningen på flyet taget imod af adskillige ambulancer og reddere. Redningstjenesten Hato Hone St. John i Auckland modtog anmeldelsen om problemerne med flyet kort før klokken 16 lokal tid - klokken 04 dansk tid. Ifølge data fra Flightradar24 var det et fly af typen Boeing 787 Dreamliner, som fløj for Latam Airlines fra Sydney til Auckland. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/mindst-50-meldes-kvaestet-under-flyvetur-til-new-zealand
分享